Omkring år 3.-6. århundrede e.kr.begyndte det germansktalende folk, som oprindeligt stammer fra det område i Europa der afgrænses af Rhinen, Donau og Vistual, at udvandre efterhånden som romerrigets magt aftog. De bevægede sig i mange retninger; nogle til Syd-norge og -sverige samt til Syd- og Øst-england. Andre til Sydrusland, Italien, Spanien nogle så langt sydpå som til Nordafrika. De der udvan

drede blev relativt hurtigt omvendt til kristendommen, hvorimod de stammer som blev i Norden og på Island forblev hedenske. Det er her den nordiske mytologi fødtes.
De germanske ( eller nordiske, om man vil ) myter handlede om Guderne og deres strid med uhyrer og alverdens andet djævelskab. De mennesker der levede på den tid havde guderne som deres forbilleder, så når myterne berettede om raske unge mænd der kæmpede for deres land, har man ikke svært ved at forstå hvorfor disse mennesker var som de var. De tidligste tegn på den nordiske mytologi er helleristninger fra Bronzealderen. Dog kan emner fra en så tidlig periode, ikke med sikkerhed siges at have noget at gøre med den nordiske mytologi. Derimod kan man i Saxo Grammaticus ( omkring år 1200 ) og i "Edda" af Snorres Sturlassons ( omkring år 1245 ) læse tydelige spor af mytologiens storhedstid.
Omkring år 1000 indførtes kristendommen dog også i Norden og på Island, og den gamle tro gik langsomt i glemmebogen.